Velkommen til MAC

 

 

Når man nørkler med et sporskifte med en god ven, så er der stille. Der er kun stille lyde. Kaffemaskinen, lidt radio, familien der rumsterer i baggrunden. Måske nyder man samtidig, at vintersolen falder tyst ind gennem de upussede ruder. Måske ikke.

 

Der sidder man så og prøver at få det til at ligne helt vildt godt. Lidt lige som en naturalistisk maler. Forskellen er bare, at modeljernbanebygning ikke er kunst - men at det til gengæld er i mange dimensioner. I umiddelbar, udigitaliseret 3D, men også med lugt fra lim og brændsår fra ladekolben. På seje anlæg stimuleres hørelsen, når en rangermaskine skifter i gearerne, eller når der arbejdes i en smedje i en lille sydtysk landsby. Det er hverken kunst eller kitch, men blot en uprætentiøs, renfærdig og håndværkspræget bestræbelse på at genskabe og opleve verden. Håndværket var udfordrende, da vi var små og motorisk ufærdige, og det er udfordrende for os i dag, hvor vi næsten kun bruger vores fingre på et tastatur... 

 

Nok er det hånden, der arbejder, og nok kobler bevidstheden meget af tiden fra, når der skæres, skrues og limes - men samtidig, og det er nok i virkeligheden lige så vigtigt, kan man drømme sig tilbage til tiden, man er ved at genskabe. MAC koncentrerer sine aktiviteter om epoke II i Tyskland: Tiden mellem de to verdenskrige. Livsvilkårene var fascinerende anderledes dengang for de små bitte aktører, man kan se rundt omkring på banen. Industrialiseringen buldrede frem, og Deutsche Reichsbahn kommer op gennem perioden til at stå som en enorm teknokratisk orgnisation af stål, kul og linjeføringer, der indrammer industriproduktionen og tyskernes dagligliv. Mange tableauer fra tiden trænger sig på, og de giver anledning til i fantasien eller i skalamodel at opleve en tilværelse, der var helt, helt anderledes.

 

Efterhånden som sporskiftet er ved at være lagt, begynder man at se for sig, hvordan modeltogene kører hen over det. Hvordan de skifter spor og tager en ny retning ud i anlægget. Måske er det en større maskine, der kommer forbi, og som én efter én trækker togstammens mange stykgodsvogne gennem sporskiftet. Fascinationen ved lokomotivernes trækkraft indfinder sig. Maskinens afmåling af trækkræft... Og her er det så, at man - midt i stilheden - kommer i god og sund kontakt med den lille dreng, man var engang: Jernbanen er et ikon på den tidlige industrialisering og menneskets forsøg på at bemægtige sig verden - de små drenge, der nu også lægger skinner her, og som kører passagerer og gods rundt med flere og flere maskiner og på en til stadighed smartere måde. Fremad. Kontrolleret acceleration... Fede lyde fra lokomotivet.

 

Når man nørkler med et sporskifte...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

MAC • Modeljernbaneklubben Anders & Christopher

www.modeljernbaneklubben.dk